Sex, kontrol og magt

Er sex noget kvinder giver til mænd? Er mænd dybest set tikkende testoronbomber, hvis libido er en omvandrende trussel for alle ærbare kvinder? Hvor meget kan vi kontrollere hinanden? Og hvor meget ønsker vi, at alle sider af livet skal være under heftig kontrol?
Den sidste tids heftige MeToo debat har påvirket mig ret kraftigt og har gjort mig ked af det. Ked af det fordi jeg synes, jeg bliver sat i sådan en urimelig klemme.
På den ene side vil jeg gerne anerkende mine medsøstres ret til deres følelser og oplevelser, på den anden har jeg altid reageret kraftigt, når menneskers dømmes uden mulighed for nuancering.

På den ene side bør mennesker der rammes af overgreb, have mulighed for at få hjælp og oprejsning, på den anden er det meget svært udefra at se hvornår hekse-(eller trolde)jagten bliver til at nyt overgreb med andre ofre.
På den ene side kan jeg godt genkende mig selv i noget af det der bliver fortalt, på den anden har jeg haft lykke til at tage ansvar for mig selv på en måde, så de gange mine grænser er blevet overskredet ikke har sat sig fast i mig, men er blevet til erfaringer som hjalp mig til at blive tydeligere på, hvad jeg ville.
Det skaber så en ny klemme nu, for hvis jeg fortæller det, er det så en anklage mod de kvinder, som ikke har fundet den samme vej i det?

Hele MeToo som den kører lige nu, har desværre nået et retorisk niveau, hvor det er svært at gå konstruktivt ind i samtalen, fordi man risikerer at skulle tage så mange forbehold før man siger noget, at ærindet drukner.

Og det er ellers en vigtig samtale. En samtale om seksualitet og magtmisbrug. En samtale om den gode sanselighed, som er en del af at være menneske. En samtale om at vi hver især ejer vores oplevelser, og hvordan vi håndterer netop det med respektfuldhed.
En samtale om hvordan vi skaber gode trygge rum, som vi alle kan færdes i både kvinder og mænd.
Og jeg kunne så ønske mig en samtale, som afmonterer den skyld og skam jeg brugte mine første 40 år på at få lagt på hylden.

Jeg vil gerne dele 4 minder som nedslag i denne debat, som er så følelsesfuld og sårbar:
Det første er fra et radikalt landsmøde først i 80’erne hvor jeg og en veninde fra Radikal Ungdom mødte op i jakkesæt, fordi vi havde noteret os at et jakkesæt så ud til at være den bedste vej til magt og indflydelse.
Det næste er to pointer fra min seksualundervisning i de tidlige halvfjerdseres Vestjylland. Den ene var, at onani var noget drenge ikke kunne gøre for at de havde brug for. Den anden, at vi piger ikke måtte opmuntre drengene, for så kunne vi være skyld i, at de gik hen og gjorde en anden fortræd.
Det tredje er hvor skamfuldt jeg synes det var at være ugengældt forelsket. Det handlede om for enhver pris at holde det skjult, som om det var en fornærmelse mod den anden, at synes han var attråværdig.
Den fjerde er den åbenbaring det blev for mig relativt sent i livet at opdage den gave seksualiteten og spillet mellem kønnene kan være, når alt det med skam og skyld forlades og hver især tager ansvar for sig selv.

Jeg blev altså som helt ung kastet ud i den side af tilværelsen rimelig uforberedt, stort set kun med det i baghovedet, at jeg kunne være kilden til en masse skyld og skam, og jeg nemmere kunne være forkert end rigtig.
At seksualiteten var til for mændenes skyld, og kvinders opgave var at passe på deres dyd.

Det vil være meget trist hvis MeToo-debatten ender med at det stadig er tilfældet, men at det nu bare er mændene som skal bære skylden og skammen, så er vi jo i virkeligheden ikke kommet et skridt videre.

 

Selvoptagethed – en dyd

Jeg er faktisk ganske selvoptaget.

Efter ganske mange års opdragelse og vaner, der har lært mig, at det absolut ikke er pænt at beskæftige sig med sig med sig selv, være bevidst om eller endnu værre udtrykke sine ønsker eller komme med en solid bevidsthed om hvem man er og hvad man kan, gør jeg i dag det stik modsatte.

Jeg har en høj bevidsthed om hvem jeg er, i min kerne eller hvor det befinder sig.  Jeg ved hvad jeg kan tilbyde et fællesskab og hvad jeg er god til, og jeg kan finde på at sige det højt. Og når noget driller mig og jeg ikke har det godt, bruger jeg tid på at få det placeret i mit univers.

Og jeg vil tro, de fleste der kender mig, vil synes jeg er meget skønnere at omgås i dag, end dengang jeg skulle afsøge signalerne hos alle de andre, for at få en ide om rigtigt eller forkert.

Min påstand er at det i dag er stærkt undervurderet at kende og holde af sig selv.

Personligt er noget af det mest anstrengende jeg kender til, at være sammen med mennesker, der så gerne vil etablere et stort fælles ‘man’ for hvad der er rigtig og forkert, fordi deres egne ben er alt for skræmmende for dem at stå på.

For hvor bliver det svært at være menneske, når målestokken for om vi er gode nok er om vi kan leve op til en række fælles bestemte normer og regler. Og holder vi ikke af os selv, bare fordi vi nu engang er os selv – så er vi godt nok på arbejde i vores liv.

Et arbejde der tit skaber misforstået lyst til at regelregulere alle de andre, for når jeg nu gør noget, som jeg dybest kun gør af en pligt jeg ikke forstår, skal de andre da heller ikke slippe for nemt.

Min påstand er, at et af de måske mest brugte bibelcitater, nemlig: ‘Du skal elske din næste’ også er et af de mest misforståede og misbrugte, fordi man stort set altid glemmer fortsættelsen, der lyder: ‘..som dig selv.’

Og det der ‘som dig selv’ er endda så umådeligt vigtigt, fordi det er lige præcis herudfra vi bliver i stand til at navigere i verden. Det er herudfra vi bliver bekendte med både elskelige og mere uperfekte sider hos os selv, herudfra vi kan se en helhed på godt og ondt, den helhed der gør os til præcis de mennesker, vi hver især er.

Herfra vi kan finde en base, hvor vi bliver fri til at tilgive os selv, for det vi ikke magtede eller måske endda skammer os over og derfor også bliver i stand til at sætte næsten fri fra tidens tyranniske ‘man’.

Så at kende sit eget selv er et afkald på jagten på det perfekte, på ustandseligt at ville have bedre versioner af sig selv, på evig utilfredshed med sin egen uperfekthed – det er frihed, en frihed til at forlade sit selv og yde sit i de fællesskaber vi lever i.

Belgien – ren privat betragtet

Jeg blev ret rystet i går. Selvfølgelig som man altid bliver, når
verdens sorte begivenheder rykker tæt på os i vores idylliske Europa,
det giver sig selv.

Jeg er ikke belgier, jeg er ikke Charlie
Hebdo, jeg er ikke TinTin – men jeg er verdensborger og en lille
dansker, som bliver ramt af ufreden i verden og ville ønske vi
mennesker, kunne finde frem til en sameksistens, der ikke drev nogen ud i
ekstremisme.

Det er selvfølgeligt et naivt ønske, men også et
livsnødvendigt fortegn at sætte for den retning vi skal styre i, og som
bliver særligt vigtigt især når det grusomme sker i vores baghave og vi
bliver presset på værdierne

Jeg er ikke belgier, men begivenhederne i Bruxelles i går kom til at ramme mig dybt personligt.

For
mindre end 24 timer før bomberne sprang i Bruxelles Lufthavn gik jeg
der velfornøjet sammen med min mellemste søn. Vi var på vej hjem efter
nogle dejlige dage på besøg hos min yngste, der lige nu frister
tilværelsen i denne bastante og meget belgiske by. Vi blev mødt af
venlig betjening, alt gik så nemt og det var godt og trygt at færdes
det.

Som sagt var det selvfølgeligt rystende at høre, hvad der
skete i Belgien. I første omgang var det dog med min
verdensborger-bekymring over, hvad der sker i verden, jeg lidt vantro
lyttede til, hvad der skete.

Men da bekymrede beskeder begyndte
at tikke ind: ‘Er I kommet hjem?’ ‘Har I det godt?’ – ‘Har du hørt fra,
Lars?’ (den søn der bor i Bruxelles) – skal jeg da love for det gik lige
i maven, og ramte mig fra en helt anden front. Jeg fandt mig selv
stortudende og rystet i min grundvold.

Siden har jeg spekuleret en del over den rystelse, der gør en verdensbegivenhed til en personlig historie for mig.

Det
kan føles lidt ‘forkert’, med tanke på dem der er virkeligt ramte, som
enten er døde eller har mistet venner og slægtninge i angrebet, i den
sammenhæng er min historie jo slet ikke vigtig.

Og så alligevel …

For
det der ramte er jo lige præcis beskeden om hvor skrøbeligt livet er og
hvor værdifuldt det er. Tanken om de mennesker, for hvem det lige
pludselig fik et ophør, om de venlige mennesker der viste os tilrette i
Lufthavnen dagen før, mon var nogle af dem, der stod hvor det hele
ramte, men også tanken om hvor taknemmelig jeg er for, at jeg kom forbi
før dette skete – og at min søn, som tog øjenvidnebilleder udenfor den
ramte metrostation, først kom forbi dér få øjeblikke efter angrebet.

Og
det kan jo næppe blive mere eksistentielt. Det at føle sig truet på
livet, og derfor ekstra intensivt rammes af hvor værdifuldt, stort og
vigtigt det er at være her – og få lov at blive her en tid endnu.

Det
er jo også den rystelse der rammer os, når det kommer fysisk tæt på og
steder der burde være trygge, viste sig at være alt andet end det. Jeg
kan ikke slet forstå hvordan mennesker klarer at leve steder, hvor der
er så meget ufred, at der ingen trygge steder er – men det er jo
desværre vilkår alt for mange mennesker i verden lever under.

Obama,
fra sit historiske besøg på Cuba, er citeret for at sige følgende efter
angrebet: “We can and we wil defeat terrorists. This is yet another
reminder that the world must unite. We must be together,
regardless of nationality or faith or race, in fighting terrorism.”

Set
med mine øjne, kloge ord fra en verdensleder, der forstår at den
virkelige kamp ikke går mellem trosretninger, men går på at stræbe efter
en verden, hvor menneskeliv er livet værd og ikke bør være ofre for
nogen som helsts forskruede ideologier.

Vi må holde øje med englene i disse tider

Belgien – rent privat betragtet

Jeg blev ret rystet i går. Selvfølgelig som man altid bliver, når verdens sorte begivenheder rykker tæt på os i vores idylliske Europa, det giver sig selv.

Jeg er ikke belgier, jeg er ikke Charlie Hebdo, jeg er ikke TinTin – men jeg er verdensborger og en lille dansker, som bliver ramt af ufreden i verden og ville ønske vi mennesker, kunne finde frem til en sameksistens, der ikke drev nogen ud i ekstremisme.

Det er selvfølgeligt et naivt ønske, men også et livsnødvendigt fortegn at sætte for den retning vi skal styre i, og som bliver særligt vigtigt især når det grusomme sker i vores baghave og vi bliver presset på værdierne

Jeg er ikke belgier, men begivenhederne i Bruxelles i går kom til at ramme mig dybt personligt.

For mindre end 24 timer før bomberne sprang i Bruxelles Lufthavn gik jeg der velfornøjet sammen med min mellemste søn. Vi var på vej hjem efter nogle dejlige dage på besøg hos min yngste, der lige nu frister tilværelsen i denne bastante og meget belgiske by. Vi blev mødt af venlig betjening, alt gik så nemt og det var godt og trygt at færdes det.

Som sagt var det selvfølgeligt rystende at høre, hvad der skete i Belgien. I første omgang var det dog med min verdensborger-bekymring over, hvad der sker i verden, jeg lidt vantro lyttede til, hvad der skete.

Men da bekymrede beskeder begyndte at tikke ind: ‘Er I kommet hjem?’ ‘Har I det godt?’ – ‘Har du hørt fra, Lars?’ (den søn der bor i Bruxelles) – skal jeg da love for det gik lige i maven, og ramte mig fra en helt anden front. Jeg fandt mig selv stortudende og rystet i min grundvold.

Siden har jeg spekuleret en del over den rystelse, der gør en verdensbegivenhed til en personlig historie for mig.

Det kan føles lidt ‘forkert’, med tanke på dem der er virkeligt ramte, som enten er døde eller har mistet venner og slægtninge i angrebet, i den sammenhæng er min historie jo slet ikke vigtig.

Og så alligevel …

For det der ramte er jo lige præcis beskeden om hvor skrøbeligt livet er og hvor værdifuldt det er. Tanken om de mennesker, for hvem det lige pludselig fik et ophør, om de venlige mennesker der viste os tilrette i Lufthavnen dagen før, mon var nogle af dem, der stod hvor det hele ramte, men også tanken om hvor taknemmelig jeg er for, at jeg kom forbi før dette skete – og at min søn, som tog øjenvidnebilleder udenfor den ramte metrostation, først kom forbi dér få øjeblikke efter angrebet.

Og det kan jo næppe blive mere eksistentielt. Det at føle sig truet på livet, og derfor ekstra intensivt rammes af hvor værdifuldt, stort og vigtigt det er at være her – og få lov at blive her en tid endnu.

Det er jo også den rystelse der rammer os, når det kommer fysisk tæt på og steder der burde være trygge, viste sig at være alt andet end det. Jeg kan ikke slet forstå hvordan mennesker klarer at leve steder, hvor der er så meget ufred, at der ingen trygge steder er – men det er jo desværre vilkår alt for mange mennesker i verden lever under.

Obama, fra sit historiske besøg på Cuba, er citeret for at sige følgende efter angrebet: “We can and we wil defeat terrorists. This is yet another
reminder that the world must unite. We must be together,
regardless of nationality or faith or race, in fighting terrorism.”

Set med mine øjne, kloge ord fra en verdensleder, der forstår at den virkelige kamp ikke går mellem trosretninger, men går på at stræbe efter en verden, hvor menneskeliv er livet værd og ikke bør være ofre for nogen som helsts forskruede ideologier.

Pensionsalder – en opsang til Folketinget

Sikke nogle forskydninger der sker i synet på mennesker i disse år. En
af de mest sørgelige er nok den totale næsegruse enighed om at det
eneste der betyder noget i et menneskeliv er arbejde, arbejde og atter
arbejde.

Dette er endda skrevet af en arbejdsnarkoman, der har placeret en meget stor del af sin identitet i at være netop det.

Men
når et Folketing, som bestemt ikke har lyst til at røre ved sin egen
pensionsalder, men i øvrigt synes at danskerne bekvemt kan lægge et år
oveni deres, så bliver jeg altså provokeret.

Hvorfor giver vi
ikke magten tilbage til os hver især i vores eget liv. Hvorfor ikke have
en pensionsalder på 65 for alle, men som et tilbud og ikke som tvang?
Så kan de der har behov for at trække sig gøre det, mens de der gerne
vil blive ved til de er 80 kan gøre det.

Og tænk lige på alle de
penge vi sparer til sagsbehandlere, hvis alle der er ved at være slidt
ikke skal gennem lange ydmygende prøvelsesforløb, hvor samfundet lige
skal se om det nu virkelig kan passe?

For slet ikke at tale om den verden det vil betyde i værdighed for os hver især.

Jeg
er en samfundsborger, der rigtig gerne yder mit. Jeg er også en borger,
der ønsker at være myndig i mit eget liv og træffe de beslutninger der
gør mit liv godt, rigtigt og meningsfyldt.

Derfor giver det i mit
hoved mening at skabe langt flere frie valg og mindre sagsbehandling,
så vi ikke skal stå med huen i hånden og se ydmyge og skamfulde ud, når
det hellige arbejdsliv af en eller grund er blevet vanskelig for os.

Vi
skulle gerne have et samfund, hvis formål er at gøre det godt og trygt
for hver enkelt borger, ikke et samfund der kun har behov for og plads
til de såkaldt arbejdsduelige, der er så uendelig meget mere i livet,
der har værdi.

Pensionsalder – en opsang til Folketinget

Sikke nogle forskydninger der sker i synet på mennesker i disse år. En af de mest sørgelige er nok den totale næsegruse enighed om at det eneste der betyder noget i et menneskeliv er arbejde, arbejde og atter arbejde.

Dette er endda skrevet af en arbejdsnarkoman, der har placeret en meget stor del af sin identitet i at være netop det.

Men når et Folketing, som bestemt ikke har lyst til at røre ved sin egen pensionsalder, men i øvrigt synes at danskerne bekvemt kan lægge et år oveni deres, så bliver jeg altså provokeret.

Hvorfor giver vi ikke magten tilbage til os hver især i vores eget liv. Hvorfor ikke have en pensionsalder på 65 for alle, men som et tilbud og ikke som tvang? Så kan de der har behov for at trække sig gøre det, mens de der gerne vil blive ved til de er 80 kan gøre det.

Og tænk lige på alle de penge vi sparer til sagsbehandlere, hvis alle der er ved at være slidt ikke skal gennem lange ydmygende prøvelsesforløb, hvor samfundet lige skal se om det nu virkelig kan passe?

For slet ikke at tale om den verden det vil betyde i værdighed for os hver især.

Jeg er en samfundsborger, der rigtig gerne yder mit. Jeg er også en borger, der ønsker at være myndig i mit eget liv og træffe de beslutninger der gør mit liv godt, rigtigt og meningsfyldt.

Derfor giver det i mit hoved mening at skabe langt flere frie valg og mindre sagsbehandling, så vi ikke skal stå med huen i hånden og se ydmyge og skamfulde ud, når det hellige arbejdsliv af en eller grund er blevet vanskelig for os.

Vi skulle gerne have et samfund, hvis formål er at gøre det godt og trygt for hver enkelt borger, ikke et samfund der kun har behov for og plads til de såkaldt arbejdsduelige, der er så uendelig meget mere i livet, der har værdi.

Lyst eller pligt

Det er vigtigt at have lyst, synes jeg.
Lyst til livet, til fællesskabet, til at møde dagen, til at være i og gøre det, der nu skal gøres.
Det er et privilegium at have lyst. Jeg ved godt, det ikke er en selvfølge, at vi altid kan have lyst til alt i vores tilværelse, det ville måske endda næppe være til at holde ud.
Vi har heller ikke pligt til at have lyst, men for mig er det en livsnødvendighed, at jeg gang på gang kan vende tilbage til nysgerrigheden og appetitten på livet – og at jeg ikke behøver at skamme mig over det.

For snart nogle år siden malede jeg dette billede om lyst og pligt:
Det hedder: Opgør med pligtens stemme. Det er ikke et specielt kønt eller æstetisk smukt maleri, men jeg har tænkt meget på det, de sidste dage, fordi jeg synes det rummer et vigtigt budskab. Og et budskab som nemt drukner i tidens retorik.

Nemlig forskellen på hvordan livet ser ud når vi dømmer os selv med pligtens tunge stemme, som råber: Skal, forbudt, må ikke – tag dig sammen – det bliver hårdt, nu ingen smutveje – og hvordan livet ser ud, når vi giver os selv lov til at fornemme, hvad er det lige jeg har brug for at gøre eller mærke eller være i nu.

Jeg ved godt det er fuldstændig kættersk i samtidens sproglige logik, men jeg har fundet ud af, at de dage jeg starter i ‘skal, burde, tag dig nu sammen’ – er risikoen for at det kun er med nød og næppe jeg når det SKAL meget stor, og så er jeg ladt tilbage helt uden energi bagefter.

Men de dage hvor jeg starter med min lyst og maler eller drikker kaffe på terassen eller læser i en bog eller avisen, da kommer energien rullende, og jeg når næsten altid nogle af skal-tingene også bagefter, de er bare blevet forvandlet til noget, jeg fik lyst til at få fra hånden.

Vores tænkning er desværre uhyggeligt præget af en streng protestantisk pligt- og fornufts-etik, den kunne jeg godt tænke mig at stemme nej til. Kan vi ikke få en lille græsk afstemning her i landet?

I øvrigt synes jeg at Heinrich Bölls novelle: Anekdote zur senkung der Arbeitsmoral burde være pligtlæsning for alle ledende politikere, især dem med ansvar for menneskers ve og vel.

Untitled Post

Det er vigtigt at have lyst, synes jeg.
Lyst til livet, til fællesskabet, til at møde dagen, til at være i og gøre det, der nu skal gøres.
Det
er et privilegium at have lyst. Jeg ved godt, det ikke er en selvfølge,
at vi altid kan have lyst til alt i vores tilværelse, det ville måske
endda næppe være til at holde ud.
Vi har heller ikke pligt til at
have lyst, men for mig er det en livsnødvendighed, at jeg gang på gang
kan vende tilbage til nysgerrigheden og appetitten på livet – og at jeg
ikke behøver at skamme mig over det.

For snart nogle år siden malede jeg dette billede om lyst og pligt:

Det
hedder: Opgør med pligtens stemme. Det er ikke et specielt kønt eller
æstetisk smukt maleri, men jeg har tænkt meget på det, de sidste dage,
fordi jeg synes det rummer et vigtigt budskab. Og et budskab som nemt
drukner i tidens retorik.

Nemlig forskellen på hvordan livet ser
ud når vi dømmer os selv med pligtens tunge stemme, som råber: Skal,
forbudt, må ikke – tag dig sammen – det bliver hårdt, nu ingen smutveje –
og hvordan livet ser ud, når vi giver os selv lov til at fornemme, hvad
er det lige jeg har brug for at gøre eller mærke eller være i nu.

Jeg
ved godt det er fuldstændig kættersk i samtidens sproglige logik, men
jeg har fundet ud af, at de dage jeg starter i ‘skal, burde, tag dig nu
sammen’ – er risikoen for at det kun er med nød og næppe jeg når det
SKAL meget stor, og så er jeg ladt tilbage helt uden energi bagefter.

Men
de dage hvor jeg starter med min lyst og maler eller drikker kaffe på
terassen eller læser i en bog eller avisen, da kommer energien rullende,
og jeg når næsten altid nogle af skal-tingene også bagefter, de er bare
blevet forvandlet til noget, jeg fik lyst til at få fra hånden.

Vores
tænkning er desværre uhyggeligt præget af en streng protestantisk
pligt- og fornufts-etik, den kunne jeg godt tænke mig at stemme nej til.
Kan vi ikke få en lille græsk afstemning her i landet?

I
øvrigt synes jeg at Heinrich Bölls novelle: Anekdote zur senkung der
Arbeitsmoral burde være pligtlæsning for alle ledende politikere, især
dem med ansvar for menneskers ve og vel.